Indkøbskurv
Indkøbskurven er tom

Produkter mod...

Find dit skadedyr

Bladlus eller spindemider? Gråskimmel eller meldug? Skadevoldere er ofte meget små og svære at se.

Find via billede

Find via kategori

Nyhedsbrev

Skriv din e-mail adresse
Dammuslinger 10 stk
til ca. 1 m3
Inkl. fragt
Pris kr 315,00

Dammuslinger


Mod alger i havedamme.

NB! Dammuslinger kan af hensyn til temperaturen i havedamme kun købes i perioden 30. april - 20. september.

"Allerede et par dage senere kunne vi tydeligt se resultatet";
læs
hele artiklen fra Bornholms Tidende


Grønt og uklart vand i havedammen skyldes mikroskopiske alger. Ferskvandsmuslinger lever af mikroalger og renser dermed vandet på en naturlig og miljøvenlig måde. Med det rette antal muslinger i dammen kan man opnå klart vand uden brug af giftige kemikalier og energikrævende filtre.

For at holde algevæksten nede skal man erfaringsmæssigt som udgangspunkt bruge 10-20 muslinger for hver 1.000 liter vand. Antallet kan svinge en del afhængig af muslingernes størrelse, dammens næringsindhold, eksponering for sollys og, hvad der i forvejen findes af dyr og planter mv. Muslingerne er med til at etablere en ny økologisk balance.

Muslingerne er naturens eget rensningsanlæg. De findes i naturlige bestande i søer og i afløb fra søer. Her lever de halvt nedgravet i bunden. De er i stand til at flytte sig lidt rundt. Ved hjælp af en ”fod” kan de skubbe sig frem over bunden i søgen efter et godt levested. Muslingerne pumper vand ind og ud gennem deres ånderør, mens mikroalgerne bliver filtreret fra. Hver musling filtrerer - afhængig af størrelse og under optimale forhold - mellem 50 og 300 liter vand i døgnet.

Muslingerne bliver op til 20 år gamle og er kønsmodne efter ca. fire år. Man kan afgøre en muslings alder ved at tælle årringe på skallerne. Sent på året gyder hannerne deres sæd ud i vandet, som bliver optaget af hunnerne. Æggene klækker inde i hunnerne, som beholder larverne i sig frem til foråret. Herefter svømmer larverne frit rundt i en periode, mens de søger efter en fisk, de kan hæfte sig fast på, med det formål at blive spredt til nye områder. Uden dette ophold på en fisk vil larverne dø. Fiskene tager ingen skade af besøget. Efter et par uger slipper larverne fisken og lever nu nede på bunden resten af livet.

Muslingerne er hårdføre dyr. De tåler vandtemperaturer mellem 0 og 27 grader C. De kan klare at opholde sig på land i flere døgn, bare de ikke bliver udsat for direkte sol og høje temperaturer. På land lukker de skallerne tæt sammen for at undgå fordampning af væske. Af og til åbner de skallerne en smule, så de kan optage luftens ilt via de fugtige gæller. I lange perioder i vinterhalvåret, hvor der ingen alger er i vandet, nedsætter muslingerne stofskiftet og tærer i stedet på det depot af kropsvæv, de har opbygget i løbet af sommeren

De muslinger vi sælger, består af en blanding af dammuslinger og malermuslinger. De bliver kun samlet ind på steder med store, vildtlevende og bæredygtige bestande. Områderne er fri for den frygtede fiskevirus Egtvedsyge. Indsamlingen sker skånsomt og med håndkraft for ikke at skade det øvrige dyre- og planteliv.

Hvis man vil have en selvreproducerende muslingebestand, er det vigtigt, at der er fisk, som muslingelarverne kan bruge som mellemvært. Desuden skal dammen være så dyb, at den ikke fryser til bund i hårde vintre.

Et godt råd
Mikroalger lever af næringsstoffer og sollys. Undgå især udvaskning af havegødning og overdreven fodring af fisk. Skyggende beplantning på sydsiden af dammen kan ligeledes bidrage til at reducere algevæksten.
_________________________________________________________________________
© Bornholms Tidende, Tirsdag 7. juli 2009
Dammuslinger kan rense Præstedammen
Tekst og foto af Lisbeth Holst


Præstedammen er igen grøn og brunligt plumret på grund af grønne alger, der – især om sommeren, når det er varmt – gør vandet uigennemsigtigt og iltfattigt.

Men sandsynligvis vil levende dammuslinger – omkring 12.000 af slagsen – kunne løse problemt og rense vandet i dammen, så det igen bliver klart.
Det er Søren og Elly Wolff, der kommer med forslaget om muslinger som renseanlæg i Præstedammen, og det sker på baggrund af deres egne, rigtig gode erfaringer med at bruge ferskandsmuslinger til at rense deres lille havedam.

– Man kan ofre i tusindvis af kroner på dyre rensningsanlæg med UV-filtre, eller man kan bekæmpe algerne med kemiske midler, hvilket ikke lyder særlig rart, men der er også en lidt skjult og meget økologisk korrekt måde at klare problemet: Ferskvandsmuslinger, siger vinhandler Søren Wolff.

For nogle år siden investerede ægteparret i en pumpe, så vandet via et lille vandløb kunne risle ned i havedammen.
– Vi troede, at det ville være nok til at holde vandet frisk og fri for alger.
– Vi tog alvorligt fejl: Om sommeren var vandet grønt, brunligt og fyldt med slimede alger, der gjorde, at vi kun kunne konstatere, at fiskene var i live, når de kom helt op til overfladen for at nyde det foder, vi forsyner dem med, fortæller Søren Wolff.

Hurtigt resultat
Parret skal snart flytte fra havedammen og deres nuværende hus. Var de blevet boende, ville de sikkert have investeret i et mindre renseanlæg, hvis ikke en god bekendt gjorde opmærksom på, at der fandtes en anden, helt økologisk løsning.

På nettet fandt Søren Wolff frem til et firma, der hedder Borregaard BioPlant (Nyttedyr.dk)
, som reklamerer med naturens eget rensningsanlæg: ferskvandsmuslinger. Han bestilte fluks nogle muslinger for at afprøve deres rensningsevne i havedammen.
 
Den 16. juni modtog parret med posten en snes store danske ferskvandsmuslinger, der er mellem ni og 13 cm store.
– De 20 muslinger, vi modtog med post, pakket ind i våde aviser, søgte omgående til bunds i havedammen, der rummer cirka seks kubikmeter vand.

– Allerede et par dage senere kunne vi tydeligt se resultatet: Klarere vand og vi begyndte at kunne se vore mange fisk svømme rundt i vandet – ikke mindst når vi fodrer dem, fortæller Søren Wolff.
Og dét selv om parret kun havde investeret i 20 muslinger, hvilket er i underkanten til at rense hele dammen på en gang.

Klart vand
I dag, omkring 14 dage efter udsætningen af muslingerne, har muslingerne filtreret så meget vand og ædt så mange alger, at man tydeligt kan se fiskene i cirka 20 centimeters dybde.
– Vi kommer næppe til at opleve, at vores lille havedam bliver så klar, at man kan se muslingerne på bunden, men den familie, der har købt vores hus, vil sikkert få den fornøjelse allerede til næste år, siger Søren Wolff.

Han har undersøgt hvor mange muslinger, der skal til for at rense Præstedammen i Aakirkeby, hvortil parret snart flytter hen. Og det er et uoverskueligt projekt.
Steen Borregaard fra Borregaard BioPlant har beregnet, at 12.000 muslinger vil kunne rense Præstedammen.

Udviklingsprojekt?
Ikke alene Præstedammen, men mange andre smådamme over hele øen er plaget af voldsom algevækst, der altså kan afhjælpes.
– Det kunne jo ellers være herligt, hvis diverse smådamme rundt omkring i byerne på Bornholm kunne blive ren¬set med muslinger til glæde for de borgere, der nyder disse anlæg, lige som en vis oprensning af disse damme ville være med til at forskønne indtrykket af anlæggene, siger Søren Wolff.

At sådan et forslag kan have en svær gang på jorden i en kommunal sparetid, er parret klar over.
– Man kunne måske i samarbejde med Borregaard BioPlant lave et projekt, hvor man i et større vandhul på øen opformerede dam- og malermuslinger med henblik på udsætning i offentligt tilgængelige damme, lyder det konkrete forslag fra Søren og Elly Wolff.
__________________________________________________________

Naturens eget renseanlæg
Blandt andet Borregaard BioPlant (Nyttedyr.dk)
 forhandler ferskvandsmuslinger.
Ferskvandsmuslinger lever af mikroalger og renser dermed vandet på en naturlig og miljøvenlig måde.

Muslingerne pumper vand ind og ud gennem deres ånderør, mens mikroalgerne bliver filtreret fra. Hver musling filtrerer – afhængig af størrelse og under optimale forhold – mellem 50 og 300 liter vand i døgnet.

Med det rette antal muslinger i dammen kan man opnå klart vand uden brug af giftige kemikalier og energikrævende filtre, lyder det fra Borregaard BioPlant i Aarhus.

lh.

Artiklen må ikke kopieres uden tilladelse fra Bornholms Tidende.

Tilbage til køb 'Dammuslinger'


Alger


Trådalger og 'grønt algevand' kan være et stort problem i havedamme og akvarier.

Læs mere om Alger


© 2012 Borregaard Bioplant ApS